hvid1

Kapelmesterband - The Antonelli Orchestra

I virkeligheden er jeg slet ikke kapelmester, for jeg har ingen uddannelse. Jeg er bare en musiker, der råber højt. Og det var en fantastisk chance, TV2 tog, da de ansatte mig og mine rock-drenge i Antonelli Orchestra til at spille ballroom-musik i 'Vild med dans'. Det havde vi sgu ikke rigtigt prøvet før.

Claes Antonsen er trommeslager, kapelmester og omdrejningspunkt i The Antonelli Orchestra. Ti-mands-bandet er stykket sammen af dygtige folk, som han har spillet sammen med før – bl.a. i Thomas Helmig Band, hvor Claes er fast inventar – og så Nellie Ettison, der trods sit ubetinget kvindelige ydre, er en af drengene.

Dampbarn
– Og når man kun vil spille med de bedste, tager det sin tid at stykke de rigtige folk sammen. For mig har det taget 25 år. Men så er mine musikere i Antonelli Orchestra til gengæld også min basisgruppe. Også i Helmigs Band. Thomas og jeg er vokset op sammen i Århus og har spillet sammen i mange år. Der er ikke meget, vi ikke ved om hinanden.

Faktisk indrømmer Claes, at Helmig mobbede ham, da Antonelli Orchestra begyndte at spille til 'Vild med dans', men at drillerierne stoppede hurtigt. Ikke mindst da BBC’s kontrollører udråbte bandet til verdens bedste 'Vild med dans'-band. Og så gør det jo heller ikke noget, at jobbet er godt betalt.

– Siden januar har jeg turneret to gange med Helmig. En gang med Rugsted og Kreutzfeld, spillet tour i Europa med Kid Creole, 'gæstet' diverse firmafester, spillet med Grace Jones, da Fredagsrock i Tivoli holdt tiårs jubilæum, og lavet et album. Jeg er simpelt hen stadiet før dampbarn. Kan slet ikke sidde stille. Til gengæld tager jeg den med ro, når jeg kommer hjem til familien, og der gider jeg ikke høre musik, fortæller 44-årige Claes.

Kæreste med eks-konen
– Alt det her kunne slet ikke lade sig gøre uden min kæreste, som tager sig af ungerne, når jeg er meget væk, erkender han og tilføjer, at hans kæreste er lig med hans ekskone, som han har to piger med, Anemone og Camille.

Claes Antonsen har spillet siden gymnasiet. Som 17-18-årig kom han ud at spille med Henning Stærk og siden gik det slag i slag. Alligevel ligner han langtfra en gammel rock-dreng, som har holdt sølvbryllup med sit fag.

– Måske skyldes det, at jeg aldrig har røget. Og jeg har egentlig heller aldrig drukket særligt meget. Faktisk har jeg aldrig prøvet at være fuld eller bare påvirket, når jeg spiller. Det er ikke for at være hellig, men måske skyldes det bare, at jeg så, hvordan det gik for så mange andre omkring mig, fastslår dampbarnskapelmester Claes Antonsen.