Folkekomedieskuespiller - Peter Larsen

Stykket begynder i folkekomediestil, og det holder stilen stykket igennem, for det er intet andet.

Stykket vil os kun morskab, så vi går såmænd lige så lastefulde ud af teatersalen, som vi kom ind i den. Uskyldigt og smertefrit er stykket; livligt pludrende og blåøjet vinder det jo sagtens hjerterne, mens forstanden – det skeptiske bæst – betragter det med en vis undren, der kun ved et let slør er skilt fra ligegyldighed. Men det er rart og nemt at sætte på repertoiret, og med gode kræfter sælger det jo næsten sig selv, for replikkerne er stilsikre, rappe og elegante i turneringerne, så blot skuespillerne åbner munden, ler folk.

Peter Larsen er den pertentlige, nervesvækkede tidligere rektor, som sammen med sin maratonløber til kone danner det borgerlige par. Han er sjælden god i rollen, fordi han helt har lagt den revystil, han ellers ofte har slæbt med over i sin farceagtige roller på teatret, helt på hylden.

Han giver rollen en vis smerte midt i komikken, og Peter Larsen har sammen med sin lettere frustrerede kone, spillet af Lillian Vendorine, en serie meget vellykkede skænderier. Hendes skuespilkunst er meget udtryksfuld, også en smule urolig, men hun giver hvert enkelt vending stor vægt.

Som det mere primitive og også mere oprindelige par ses Hr. Hansen og Fr. Poulsen. De tegner et par ganske sjove, meget bramfri og vulgære typer med svulmende, vellystig natur. Benedikte har instrueret, så at stykket har fået en udførelse, som ganske svarer til dets karakter, og som derfor må kaldes såre vellykket: Den var uden poesi, men munter, livlig og scenisk virkningsfuld. Det opføres i Hallen den 16. december.